Lediges selvansvarliggørelse og psykiske mistrivsel

Der var engang, hvor det at stå uden arbejde ikke var nær så stressende, som det er i dag, vurderer han. - I 1980´erne blev man som ledig del af et større fællesskab. De arbejdsløse var rygraden i faglige og kulturelle aktiviteter. De var ikke i samme grad som i dag udsat for et tab af identitet. Hvis man skulle beskrive sig selv dengang, beskrev man noget, man interesserede sig for eller var aktiv i. Arbejdet kom i anden række, siger Einar Baldvin Baldursson. I løbet af 1990´erne sker der en dramatisk ændring i vores forhold til arbejdet, der får så dominerende en betydning i samfundet, at det suger næsten al energi ud af andre vigtige områder, mener han. - Fagforeningernes aktiviteter falder. Danskere deltager ikke længere så meget i fritidsaktiviteter. Befolkningen køber ind på idéen om arbejdets altafgørende betydning. Så da fagforeningerne i 2009, hvor arbejdsløsheden igen stiger, forsøger at genoplive erfaringerne med fællesskabsaktiviteter fra 1980´erne, er der ingen opbakning, fordi der ikke længere er nogen fælles identitet. Der får vi en verden, hvor man i stedet for at have et arbejde, er sit arbejde siger Einar Baldvin Baldursson. Den altafgørende faktor for, hvor meget stress en arbejdsløshedssituation udløser i den enkelte, er graden af identitetstab, som igen hænger sammen med den værdi, man tillægger arbejdet, mener han. - Da jeg i mine unge dage arbejdede som daglejer på havnen i Reykjavik, fik man nogle gange et job, når man mødte op om morgenen, andre gange gjorde man ikke. Der var en slags system, så alle fik noget ind i mellem, og alle var i samme båd. Det var ubehageligt at blive sendt hjem, men afvisningen var ikke mentalt belastende. Vi tabte ikke vores identitet. Hvis du mister dit arbejde i dagens Danmark er din inklusion truet, og din værdi falder. Når det er tilfældet begynder marginaliseringens sundhedspolitiske dimension at optræde med usvigelig sikkerhed. Med depressive reaktioner og øget tendens til smerteoplevelser og sygdom til følge. Det er ikke en konsekvens af ledigheden i sig selv, men en konsekvens af den marginalisering, som den enkelte arbejdsløse læser ind i ledigheden, siger Einar Baldvin Baldursson, som i slutningen af 1990´erne forudsagde, at de ledige ville komme til at opleve et stigende pres.

Det var i 1994, at rockorkestret TV2 udkom med hittet Det er samfundets skyld, som er en parodi på danskeren, der lægger ansvaret for alle ulykker over på staten. Komponisten Steffen Brandt aflæste præcist tidens trend i sangen. For ifølge historikeren og forfatteren Søren Kolstrup, var det i 1993, at det helt store ideologiske nybrud fandt sted, hvor samfundet ikke længere tog skylden på sig, men i stedet begyndte at betone borgerens eget ansvar for sin situation. - Frem til 1993 var det en dyd for en dansk socialrådgiver at tale et menneske op og pege på dets potentialer. Revalideringslovgivningen, som i dag er blevet helt marginaliseret, var et hovedaktiv. Filosofien i den er, at først når der er en acceptabel grad af tryghed, kan den enkelte folde potentialet ud. Først da kan samfundet stille krav. Men nu skifter fokus fuldstændig fra potentialer og rettigheder til arbejdsmarkedsparathed og pligter. Groft sagt nedlægger man socialpolitik til fordel for beskæftigelsespolitik. Det kunne nemt bare være en påstand fra min side, men det er det ikke. For det kan dokumenteres, at vi fra 1993 og frem får det ene lovgivningskompleks efter det andet, som betoner den enkeltes ansvar og reducerer samfundets ansvar tilsvarende. Man kunne jo godt tænke sig en situation, hvor man betonede begge dele, men det er ikke sket, siger Søren Kolstrup. En lang række af de lediges rettigheder begynder fra 1993 og frem at forsvinde én for én. Det bliver sværere at blive understøttelsesberettiget. Understøttelsesperioden og satserne bliver reducerede. Det bliver nu betragtet som en sovepude, ikke et springbræt, at være på understøttelse, vurderer Søren Kolstrup. - Når man taler om aktivering af ledige, skal man forstå det som aktivering for enhver pris. Man investerer rigtig mange penge i at gøre folk arbejdsmarkedsparate. Det betyder, at man kan have utrolig fornuftig og jobrelevant aktivering, men det kan i princippet lige så godt være meningsløs aktivering, hvor man graver et hul i jorden. Bare det er aktivering. Hvis meningsløshed går hånd i hånd med kontrolforanstaltninger og sanktionsprincipper, så har du fundamentet for en ekstrem stress, siger Søren Kolstrup. Se også artikel om meningsløse ressourceforløb (1.6.2018) på bf.dk.

Udviklingen er fortsat helt konsekvent i den samme retning op til i dag, mener han. I 1997 bliver det indført, at man skal i aktivering, også selv om man har andre problemer end ledighed. Man skal med andre ord ikke længere komme og sige, at man er syg. Det er en voldsom betoning af den enkeltes etik. Individet skal opføre sig ordentligt, uanset om man er i stand til det. Skærpelsen i 00´erne består i, at man rører ved ydelsernes størrelse samtidig med, at man for alvor indfører incitamenttankegangen. Incitamentøkonomiens tro på, at hvis man finder lige præcis de rigtige skruer i forholdet mellem kontanthjælp og løn, så motiverer man automatisk de ledige til at finde et job, går sin sejrsgang, siger Søren Kolstrup. Den nye økonomiske tænkemåde vinder frem på jobcentre og indlejres i rapporter og akademiske undersøgelser, som legitimerer et helt nyt syn på ledige. - Velfærdsstaten skal ikke længere gøre borgeren tryg, men i stedet opøve borgerens præstationsevne. Omkostningen er en grænseløs stressepidemi, også blandt ledige, der næres af kløften mellem den enkeltes formåen og den faktiske udsigt til at indfri samfundets forventninger, siger Søren Kolstrup. Diskussionen om borgerens ansvar er gammel

»Jeg tror, at man ved at gaa denne Vej at give Understøttelse i stor Maalestok til arbejdsløse i Virkeligheden vil svække den enkeltes Ansvar over for Forpligtelsen til at søge Arbejde og søge Arbejde i den Form, hvori han kan faa det.«

Ordene er konseilspræsident Hugo E. Hørring fra partiet Højre, som i 1897 afviste Socialdemokratiets lovforslag om statsstøttede a-kasser. 10 år senere havde man i Danmark en Dagpengekommission, som i en betænkning skrev: »Der kan næppe være synderlig Tvivl om, at det nu til Dags er den almindelige Mening, at man lige saa lidt kan rette nogen Bebrejdelse mod den Arbejder, der bliver arbejdsløs og kommer i Nød, fordi Fabrikker, Værksteder og Arbejdspladser lukker eller indskrænker deres Arbejdsstyrke, som den Arbejder, der bliver brødløs, fordi han ved et Ulykkestilfælde er bleven Invalid.«