Socialpsykologisk & strukturelt perspektiv på arbejdsbelastninger

af Morten Bech Kristensen

Sygeplejerskernes strejker i 2021 er et udtryk for generelle problemer med deres arbejds-betingelser. Problemerne kan ikke henføres til den enkeltes overfortolkede følelser. Det har vist sig, at interessemodsætninger ikke kan løses med den "Danske Model". Der er stor afstand i dag mellem arbejdsgiver - og tager. Arbejdspsykologien tør tage lønmodtageres perspektiv i forståelsen af psykiske problemer grundet arbejdsbetingelser. Og der er typisk tale om faktorer, som forskningsmæssigt er veldokumenterede for mange brancher. Især for velfærdsfag.

Men der har ikke altid været let adgang til forskning i psykiske arbejdsbetingelser for lønmodtagere:

"Da jeg for over 25 år over siden blev ramt af arbejdsrelaterede stress, kom det som en overraskelse for mig, at der fandtes forskning i arbejdsbetingelserne i branchen, der påpegede det, som havde nedslidt mig dengang. Det var dog ikke den institution, som jeg dengang henvendte mig til, for at forstå symptomer og årsagerne dertil, der gjorde mig opmærksom herpå. Det måtte jeg selv finde ud af. Samtidig var det dengang svært at finde en psykolog, der havde forstand på arbejde. De fleste psykologer gik dengang rundt om den varme grød, som katten. Der var ingen behandling dengang."

Markedsskabte brutale arbejdsbetingelser, en kronprins og psykiske problemer

For 25 år siden behøvede ledelser ikke smarte konsulenter til at levere et klart budskab på arbejdspladsen: Hold kæft og vær smuk, eller skrid.

Før jeg læste til psykolog, som 47-årig, arbejdede jeg bl.a. 7 år med IT i en stor televirksomhed. Teleområdet var blevet liberaliseret i Danmark i 1990erne. Det havde medført massiv konkurrence blandt mange televirksomheder, og mange nye arbejdspladser for unge i et lokalområde, der forinden havde mistet industriarbejdspladser.

Alle ansatte blev indkaldt til stormøde af topledelsen, hvor en vicedirektør RÅBTE, at hvis man fortalte journalister om arbejdsbetingelserne, havde man intet at gøre på arbejdspladsen.

Baggrunden var, at kundeservicekonsulenter (unge ufaglærte kvinder), ikke måtte forlade deres kontorstole for at holde pause, men skulle besvare de mange opkald og sælge løs, hvilket havde medført et ekstremt psykisk pres. Der blev drevet rovdrift på deres arbejdskraft. Konkret var enkelte kvinder blødt igennem på kontorstolene pga. menstruation. Men de måtte ikke gå på toilettet. De havde kontaktet journalister. For de var vrede.

Fagforeningen kunne intet gøre dengang. Netop de unge kvinders arbejdsbetingelser stod i kontrast til, hvordan enkelte af dem blev fremhævet. De særligt smukke. De kunne anvendes til markedsføring. Kronprins Frederik skulle have den sidste nye mobilttelefon, og blev serviceret af de smukkeste unge konsulenter, og han indgik i markedsføringen.

Skønhed og brutale markedsbetingelser fungerede fint sammen. Det enorme økonomiske udbytte blev flyttet ud af landet, men antidepressiv medicin var udbredt blandt personalet. Efterspørgslen på psykologer steg i regionen, hvor den ledelsesmæssige besked var enkel: Skrub af, hvis du ikke kan klare mosten, din svagpisser.

Psykologiprofessor Svend Brinkmann har gjort noget ved danskernes opfattelse af psykologi. Flere danskere efterspørger nu mere grundlæggende forklaringer på f.eks. belastende arbejdsoplevelser, og indser, at forklaringerne ikke ligger "inden i" dem selv. Her er den klassiske arbejdspsykologi nyttig, fordi den tager både videnskabelig viden om socialpsykologiske dynamikker og sociologiske (strukturelle) forhold ind i betragtning af den enkeltes psykiske symptomer på arbejdsbelastninger. Et individualiseret perspektiv har sjældent forklaringskraft nok.

Arbejdspsykologi er tæt knyttet til de arbejds- og miljømedicinske fagområder, der er orienteret mod fysiske belastninger af menneskekroppen, især inden for industrien. Mange i Aalborg kender f.eks. sammenhængen mellem asbest i byggematerialer og kræft. Lægerne har altid spillet en vigtig rolle for systematisk at påvise sammenhæng mellem nedslidning af kroppen, sygdom, dødsfald og arbejdsforhold.
Arbejdspsykologi må historisk set, forstås i relation til mange arbejdskampe, også, for mere sikre fysiske arbejdsbetingelser, og er derfor relateret til forandringer i 1970erne. Men siden 1990erne har den været henvist til "historiens losseplads, og ikke gjort sig lækker" for unge psykologstuderende, der på studiet i dag presses til at tilpasse sig jobroller, som tillades dem på arbejdsmarkedet, og ikke mindst, fordi de hurtigt skal i beskæftigelse.
Arbejdspsykologi er dog svært at finde på hylderne for psykologisk faglitteratur i 2021. Forklaringen hævdes at være, at arbejdsmarkedet og samfundet i mellemtiden (tilsyneladende) er forandret. Men samfund og arbejdsmarked har altid forandret sig. Det var derfor arbejdspsykologi opstod i sin tid. Der var behov for at forstå årsager til arbejdsrelaterede psykiske belastninger for lønmodtagere. Det er der fortsat.

Imidlertid har samfundsudviklingen medført et langt højere fokus på den enkelte. Samtidigt er antallet af individuelt arbejdende psykologer eksploderet. De har ikke løst problemet.

Tonedøv institutionspsykologi

Som psykolog har jeg inden for en institutionel ramme (et hospital), oplevet forventning om at være tonedøv i mit arbejde med lønmodtagere, der blev henvist der som patienter. Jeg må ikke lære af patienter om arbejdsbetingelser som lønmodtagere, ved at lytte til deres fortællinger om arbejdsrelaterede psykiske belastninger. Jeg måtte heller ikke behandle dem.

Jeg indså de tre hovedfaktorer bag udvikling af symptomer:

For det første er langt de fleste lønmodtagere stødt på helt upassende emotionelle reaktioner hos arbejdsgivere, når de selv påpeger problemer med deres arbejdsbetingelser: 'Proportionalitetsprincippet' er en by i Rusland. Mentaliteten hos mange ledere ligner desværre fortsat tit den i det tidlige industrisamfund hos den patriarkalske og autoritære fabriksejer. Selv i 2021.
For det andet, har forandrede arbejdsbetingelser ofte udspring i forandrede økonomiske forhold. Man kunne tro, at offentlige arbejdspladser styres anderledes end private. De dysfunktionelle sociale dynamikker, der kan henføres til forandrede økonomiske forhold, er næppe forskellige. Der er mennesker begge steder. Men økonomiske forhold er tit tabu for psykologer, som en årsag, der kan inddrages.
For det tredie, så ophører demokratiet ved indgangen til arbejdet. Det har det altid gjort, men i højere grad nu, og især på offentlige arbejdspladser. I det hierarkiske ledelsessystem kan man ikke adressere opad. Det har både lærerne og sygeplejerskerne opdaget.

Lønmodtagerne inden for det offentlige forlader derfor deres fag, hvilket på sigt har alvorlige konsekvenser for velfærden. En grundlæggende forklaring er her at arbejdsgivere har fået mere magt. Der er tendens til mere autoritær ledelse. Det afspejler udviklingen i andres landes politiske ledelser, også.

Der sker altså grundlæggende forandringer af strukturel og ideologisk karakter over tid, parallelt med et forandret arbejdsmarked. Både på den brede historiske bane, og for den enkete arbejdsplads.

Men hvad er konsekvensen for den enkelte lønmodtager, som patient?

Hvilket tilgange mødes man med, som patient med symptomer på psykisk arbejdsbelastning, i 2021:

Inden for lægeverdenen, et distancerende blik, som ser lønmodtageren som patient og organisme, der skal undersøges. Psyken er en forlængelse af kroppen, der er natur, som fungerer (mere eller mindre effektivt), men mekanisk og lovmæssigt. Men Psyken er uigennemskuelig især på 15 minutter: "Der er nok noget psykiatrisk galt" bliver konklusionen, hvis det ikke bare går væk. Lægen henviser.
Et empatisk blik, der sætter lønmodtagerens følelser i centrum, men bliver inden for det terapeutiske rum, hvor terapeuten er politisk naiv eller uvidende: Den enkelte har et problem, som anerkendes, ikke strukturerne, eller sociale gruppedynamikker på arbejdspladsen. De er ikke tilstede i et individualiseret rum, der ellers kan være nyttigt til at behandle mange psykologiske problemer. Lønmodtageren kan stabiliseres følelsesmæssigt.
Et psykologisk blik, der er distancerende og moralsk dømmende ("du bør klare dit job, er du en svagpisser?"). Der ledes efter fejltolkning i fortællingen. Der skabes et personligt problem, fordi der skal findes årsag og løsning. Sagen bliver forenklet: "Hvis du ændrer dig, og bliver mentalt robust, kan dine arbejdsbetingelser klares, da de er ikke er så alvorlige, som du giver udtryk for": Mellem linjerne siges, at den er gal med arbejdsmoralen. Lønmodtageren skal finde løsningen i sig selv.

Ingen af de tre tilgange er tilstrækkelige. Alle viser tendensen til individualisering, og afspejler et økonomisk maskineri, der beskyttes af dets aktører.

Man kan ikke (nødvendigvis) bebrejde tilgangene på deres faglighed, fordi hvem sætter barren for faglighed? De løser bare ikke de grundlæggende problemer. Men viser fravær af et strukturelt blik, som arbejdspsykologi dog inddrager, og som kan have forklaringskraft for den enkelte lønmodtager, når det anvendes på passende vis. Og som samtidig er det grundlag på hvilket, politiske beslutninger om ændring af arbejdsmarkedet skal tages, for at imødegå udviklingen mod mere psykisk overbelastning på arbejdspladserne.

Velfærdssamfundet kan kun beskyttes ved at forbedre arbejdsbetingelserne for de offentligt ansatte.

Her har arbejdspsykologien en central rolle at spille.